Templets historie

Vores Historie

Den ortodoks kristne Alexander Nevskij kirke i København er den eneste ortodokse kirke i Danmark bygget til formålet, og er samtidigt den ældste fungerende ortodoks kristne menighed i landet. Kirkebygningen er et mindesmærke til den ortodokse kirkes tilstedeværelse i Danmark og er samtidigt et af hovedstadens mest bemærkelsesværdige arkitektoniske og kulturelle vartegn.

Alexander Nevskij kirke blev opført i årene 1881-1883, samme år som danske prinsesse Dagmar blev kejserinde af Rusland. Kirkens historie er derfor tæt forbundet med Kejserinde Dagmar (1847-1928), uden hvem bygningen aldrig var blevet opført.

Hl. Alexander Nevskij Kirke

Hl. Alexander Nevskij Kirke

1741

Menigheden bliver til

Menighedens historie går dog længere tilbage. Den første ortodoks kristne menighed i Danmark, som vi med sikkerhed ved var ortodoks siden året 1054 e.Kr., var menigheden til ære for Kristi tempelgang, indviet og åbnet d. 10. juli 1741. Menigheden blev åbnet i forbindelse med greve Peter Grigoryevich Chernyshevs udpegelse som gesandt for det Russiske Kejserrige i Danmark. Menighedens første forstander var Ærkepræst Peter Blagoveshjenskij.

En af de liturgiske bøger, som fader Peter havde med sig fra Rusland, var festdagsmenaion trykt i år 1651, og som den dag i dag opbevares i Alexander Nevskij kirkens samling.

En dansker ved navn Adam Burchardt Sellius, født i Tønder i 1695, underviste i samme periode på det åndelige seminarium i Sankt Petersborg, hvor han underviste i latin. Samtidigt arbejdede han i mange år med at oversætte de gamle russiske krøniker og historiske kirkelige dokumenter til tysk. Han er derfor kaldt for den Russisk Ortodokse Kirkes første historiker.

I året 1744 konverterer Adam Sellius til den Ortodokse Kristendom og i 1745 tager han imod den monastiske tonsur med navnet Nikodemus. Senere blev han håndspålagt som munkepræst. Så vidt det vides, er fader Nikodemus dermed den første dansker, som bliver præst i den Ortodokse Kirke siden det 11. århundrede. Hans enormt betydningsfulde arbejde for bevarelsen af kirkens historie er i dag opbevaret i klosterarkivet i Hl. Alexander Nevskij Lavra-klostret i Sankt Petersborg og udgør mange bind.

Gesandt for det Russiske Kejserrige i Danmark, greve Peter Grigoryevich Chernyshev

Gesandt for det Russiske Kejserrige i Danmark, greve Peter Grigoryevich Chernyshev

1797

Menigheden får ny skytshelgen

Den 5. august året 1797 besluttede den Hellige Synode at navngive den ortodokse menighed i København til ære for den Hellige Apostel Paulus.

Den hellige apostel Paulus

Den hellige apostel Paulus

1797–1853

Søgen efter menighedslokaler

I mange år, fra 1797-1853, havde menigheden ikke et fast sted at være, og holdt ofte gudstjenester i gesandtens lejlighed eller hjemme hos præsten selv.

Men i 1852 begyndte den russiske kejserlige gesandt, baron Ernst von Ungern-Sternberg (Ernst Wilhelm Rembert Freiherr von Ungern-Sternberg, 1794-1879), at arbejde ihærdigt for at skaffe den Ortodokse Kirke en bygning i København, hvor der ville kunne blive holdt regelmæssige gudstjenester.

I 1853 lejer man sig ind på adressen Reverensgade 2 (i dag kaldet Laksegade), hvor menigheden opholdt sig indtil 1873. Menigheden flyttede over i nye lokaler på adressen Store Kongensgade 45, i den nu nedrevede ejendom, der i sin tid blev kaldt "det russiske palæ".

Russiske kejserlige gesandt, baron Ernst von Ungern-Sternberg

Russiske kejserlige gesandt, baron Ernst von Ungern-Sternberg

1866–1867

Prinsesse Dagmars konvertering og ægteskab

I 1866 bliver danske prinsesse Dagmar (datter til Kong Christian IX) døbt i den Russisk Ortodokse Kirke med navnet Maria, til ære for den Hellige Apostellige Myrrabærerske Maria Magdalene. Efter gammel russisk tradition antager hun patronymet "Feodorovna" (red. Teodorsdatter), til ære for Gudsmoders ikonet kaldet "Feodorovskaya". Samme år bliver hun ægteviet til det Russiske Kejserriges tronarving, Storfyrst Alexander (den fremtidige kejser Alexander III).

Den kommende kejserinde Dagmar blev i årene inden brylluppet undervist i den ortodokse troslære, og tog helhjertet imod den, hvilket hendes senere liv blev et vidnesbyrd på.

De daværende storfyrst Alexander og storfyrstinde Maria besøgte København i 1867, og allerede ved dette besøg begyndte parret at tale om opførelsen af en egentlig ortodoks kirkebygning.

Datter til Kong Christian IX, prinsesse Dagmar

Datter til Kong Christian IX, prinsesse Dagmar

1880

Køb af byggegrund til kirken

Dette ønske voksede kun med tiden, og d. 2. april 1880 befalede Storfyrst Alexander Alexandrovich at købe en grund nær Amalienborg til opførelsen af en ortodoks kirke.

Industrimanden Carl Frederik Tietgen (1829-1901) solgte grunden Bredgade 53 til Storfyrst Alexander for 60.000 Rigsdaler svarende til 300.000 guldrubler.

Storfyrst Alexander Alexandrovich

Storfyrst Alexander Alexandrovich

1881

Arkitekt David Grimm bestilles

I 1881 bliver Kejser Alexander II myrdet i et attentat, hvorved Alexander III og Kejserinde Dagmar bliver Ruslands nye enevolds herskere. Kejser Alexander III indgiver samme år en bestilling til arkitekt og professor David Grimm om at tegne Alexander Nevskij kirke i København.

Arkitekt og professor David Grimm

Arkitekt og professor David Grimm

4. juli 1881

Den højtidelige grundlæggelse

Da projektet var af så anderledes en arkitektonisk karakter, end hvad der hidtil er blevet opført i indre København, krævede det mange måneders nøjsom gennemgang og rettelser til projektet.

Da de offentlige myndigheder fik nyheden om, at kirken ville blive besøgt af det danske Kongehus, blev alle problemer dog hurtigt løst, og d. 4. juli 1881 fandt den højtidelige ceremoni sted, hvor den første grundsten blev lagt til opførelse af kirken.

Bredgade med Alexander Newsky Kirke

Bredgade med Alexander Newsky Kirke

Ceremoniens forløb

I denne forbindelse blev der afholdt en gudstjeneste på stedet, hvor ærkepræst Nikolaj Volobujev tilrøgede grunden med røgelseskarret imens koret sang tropariet til den kommende kirkes skytshelgen – den Hellige Rettroende Storfyrste Alexander Nevskij.

Efter dette bad fader Nikolaj en bøn til Herren om at beskytte og bistå alle bygningsarbejderne til opførelsen af kirken.

Efter bønnen lagde Danmarks Kong Christian IX efter russisk tradition højtideligt en særlig beholder til indmuring i den fremtidige kirkes fundament. Beholderen bar følgende inskription på både dansk og russisk:

“I det første år af Hans Kejserlige Majestæt Alexander III’s regeringstid, Kejser til hele Rusland, og i det attende år for Hans Kongelige Majestæt Christian IX, Konge til Danmark, grundlagdes den ortodokse kirke til ære for den Hellige Rettroende fyrst Alexander Nevskij i København. Herre, jeg har elsket Dit hus, hvor Din herlighed bor (Sl. 25:8). Velsignet er Herren i evighed. Amen”.

Danmarks Kong Christian IX

Danmarks Kong Christian IX

1881–1883

Arkitekterne bag kirken

Arkitekt David I. Grimm blev assisteret af arkitekt og etatsråd Ferdinand Meldahl i samarbejde med arkitekt og professor Albert Christian Jensen i forbindelse med opførelsen af Alexander Nevskij kirken.

Arkitekt og etatsråd Ferdinand Meldahl
Arkitekt og professor Albert Christian Jensen

Arkitekt og etatsråd Ferdinand Meldahl

1883

Den arkitektoniske stil

David Grimm tegnede kirken i sin elskede "russisk-byzantinske" stil, idet han rettede størst opmærksomhed mod bygningens facade. Facaden er lagt med røde og hvide mursten, og stueetagen er udført i granit.

Kirken skiller sig ud i gadebilledet med dens særprægede arkitektur og gyldne kupler, som er kronede med majestætiske kors. Kirken er en basilika og afspejler i sin helhed den arkitektoniske retning, som i samtiden blev kaldt for "Alexander III's stil".

Efter kirken stod færdig blev den anerkendt som et af Københavns vartegn, for hvilket arkitekt D. Grimm blev ridder af Dannebrog og fik tildelt Dannebrogordenens Storkors.

Arkitekttegninger af kirken
Kirken facade
Kirkens Gyldne Kupler

Arkitekttegninger af kirken

Kirkerummets udformning

Højt på facaden, under kuplerne, er der en niche med et ikon af Hl. Alexander Nevskij. Ikonet er udført på en plade af lavasten af professor Teodor A. Bronnikov, der ligeledes har malet ikonerne i kirkens ikonostasis.

Klokketårnet har seks klokker hvis klang kan høres langvejs fra. Når man går op ad den rigt ornamenterede marmortrappe til venstre for kirken, hvor man undervejs ser vers fra Salmernes bog på væggene, kommer man op i selve kirkeskibet.

Rummet oplyses af levende lys samt af den store kirkelige lysekrone i bronze, der blev foræret af kejser Alexander og kejserinde Dagmar til menigheden. Gulvet er belagt med sorte og hvide mosaikker. Væggene og loftet er rigt ornamenterede med forgyldte ornamenter på mørk baggrund. Centralt ser man ikonostasen med dens dygtigt udførte træskæringer, udført i valnøddetræ.

Kirkens interiør i 1883

Kirkens interiør i 1883

Malerier og ikoner

Over alteret vil man se Teodor Bronnikovs maleri af "Kristus der stilner stormen" (Matt. 8:23-27).

Til højre for indgangen er et maleri forestillende Kristus, der går på vandet (Matt. 14:22-36), malet af den berømte marinemaler, professor Aleksej P. Bogoljubov.

På hver side af alterrummet findes to malerier af den berømte russiske kunstner Ivan N. Kramskoj. De to malerier skildrer episoder fra Hl. Alexander Nevskijs liv.

På det første maleri ses den unge fyrste bede sammen med sin hird i Novgorods Sofiakatedral, inden slaget ved Neva flod. På det andet vises den sidste stund af den helliges jordiske liv samt hans monastiske tonsur til den store skema i Fjodorovskij-klostret i byen Gorodets.

Kristus stilner stormen (Matt. 8:23-27), malet af den berømte marinemaler, professor Aleksej P. Bogoljubov
Den unge fyrst Alexander Nevskij beder med sin hird i Novgorods Sofiakatedral, kunstner: Ivan N. Kramskoj

Kristus stilner stormen (Matt. 8:23-27), malet af den berømte marinemaler, professor Aleksej P. Bogoljubov

Indvielsen

Byggeriet varede lidt over to år og kirken stod færdig i august 1883. De fleste udvendige byggematerialer stammer fra Danmark – stueetagen er udført i bornholmsk granit og resten i traditionelle røde mursten. De lysere elementer samt tårnene der bærer de gyldne kupler er udført i sandsten fra Bremen.

De gyldne kupler, de majestætiske kors, den udskårne ikonostasis samt andre elementer udført i træ i kirkens interiør, stammer fra Rusland.

Søndag d. 9. september 1883 blev kirken højtideligt indviet af Ærkepræst Johannes Janyshev – rektor for det åndelige akademi i Sankt Petersborg og åndelig fader for kejserfamilien, ærkepræst Nikolaj Volobujev – forstanderen for menigheden, og munkepræst Mitrofanes fra Alexander Nevskij Lavra-klostret i Sankt Petersborg.

Til indvielsen deltog den russiske kejserfamilie, den danske kongefamilie, den græske kongefamilie samt repræsentanter fra det britiske kongehus og mange andre prominente personer.

Ærkepræst Johannes Janyshev, kejserfamiliens åndelige fader.

Ærkepræst Johannes Janyshev, kejserfamiliens åndelige fader.